Caféhyggen vender tilbage på Conrad

 

Conrad i Klitmøller skal være for alle.

 

Derfor har værtsparret Gitte og Michael Eriksen besluttet at forvandle det 20 år gamle spisested til et nutidigt cafémiljø og vende tilbage til det gamle navn, Café Conrad.

 

Café Conrad bliver et spisested i et uhøjtideligt, råt og rustikt miljø, hvor folk føler sig hjemme og velkommen.  Her bliver der plads til alle, der vil nyde en af vores gode caféretter i selskab med familie, venner eller bare nyde en god øl med snacks. Vores håb er at skabe et miljø og et spisested, som bliver et naturligt mødested for både byens egne borgere og gæster udefra.

 

Den synlige forskel på forvandlingen til nutidigt cafémiljø er sket på indretningen i udestuen og stuen. Hele indmaden er stort set skiftet ud med nye og rustikke materialer. Væk er dugene på bordene, som signalerer restaurant og pæn påklædning. I stedet spiser man på rå plankeborde med plads til at være og til velvære.

 

Den gode mad i et afslappet og naturligt miljø er blevet en trend, hvor folk søger hen og gerne vil være. Flere og flere vil gerne bruge penge på at spise ude, men samtidig i naturlige og uhøjtidelige rammer. De kunders ønsker og krav til et spisested forsøger vi nu at efterkomme med den nye Café Conrad.

 

Café Conrad holder åbent lørdage og søndage fra 12-22. Caféen serverer de klassiske caféretter som salater, burgere, sandwiches, nachos og pariserbøf.